INDKALDELSE TIL ORDINÆR GENERALFORSAMLING i HORNBÆK HAVNEFORENING
Tirsdag den 30. april 2024 kl. 19.00

Se agenda: Ændringen i forhold til eksisterende vedtægter er angivet med rød skrift. HHF generalforsamling 2024

Se regnskab: HHF regnskab 2023

INDKALDELSE TIL ORDINÆR GENERALFORSAMLING i HORNBÆK HAVNEFORENING
Tirsdag den 30. april 2024 kl. 19.00
(Såfremt den ordinære generalforsamling ikke er beslutningsdygtig i forhold til de under punkt 4 foreslåede vedtægtsændringer (jvf §7 i vedtægterne) afholdes ekstraordinær generalforsamling umiddelbart efter den ordinære generalforsamling).
Dagsorden:
1) Valg af dirigent
2) Formandens beretning v/ Line Bech Helbo
3) Fremlæggelse af foreningens reviderede regnskab for 2023 v/ kasserer Peter Bonne Rasmussen
4) Indkomne forslag. Bemærk at forslag skal ligge i klubhusets postkasse, sendes til info@havneforeningen.net eller til linebech@gmail.com, senest otte dage inden generalforsamlingen.
Hornbæk Havneforenings bestyrelse foreslår vedtagelse af nedenstående ændringer i Hornbæk Havneforenings vedtægter. Ændringen i forhold til eksisterende vedtægter er angivet med rød skrift.

Vedtægter for Hornbæk Havneforening
1. Navn og adresse:
Foreningens navn er Hornbæk Havneforening med adresse i Hornbæk.
2. Formål:
Foreningens formål er at støtte Hornbæk Havn og eventuelt i samarbejde med andre foreninger at søge miljøet i havnen samt områderne ved havnen bevaret, idet foreningen også kan fremkomme med forslag til forbedringer. Endvidere kan foreningen udøve oplysende virksomhed, afholde fiskekonkurrencer og fælles sejlads, samt medvirke til bevarelse af smakkejoller (Smakkelauget) og røgning på havnen (Røgelauget).
Ovenstående ændres til:
Foreningens formål er at støtte Hornbæk Havn samt at bevare miljøet omkring havnen, herunder Skurbyen. Foreningens hovedaktivitet er afholdelse af sociale arrangementer. Endvidere kan foreningen udøve oplysende virksomhed, afholde fiskekonkurrencer samt understøtte røgning på havnen (Røgelauget).
3. Medlemmer:
Som medlem kan optages enhver, der interesserer sig for foreningens formål, som er fyldt atten år og er godkendt af bestyrelsen. Medlemskabet er gyldigt, når medlemmet har betalt kontingent. I tilknytning til Hornbæk Havneforening kan oprettes en ungdomsafdeling for unge under 26 år.
4. Kontingent:
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen og skal være betalt d.15.januar hvert år. Der betales forud. Hvis kontingentet ikke er indbetalt pr. 1. marts fører dette automatisk til udmeldelse af foreningen. Bestyrelsen fastlægger procedurer for opkrævning og rykkere. Det påhviler medlemmet at holde bestyrelsen ajour med ændring af adresse, evt. mailadresse og telefonnummer.
Udmeldelse kan ske skriftligt til bestyrelsen med virkning fra udgangen af kalenderår.
5. Bestyrelsen:
Foreningens ledelse varetages af en bestyrelse på syv medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for to år. Der afgår skiftevis tre og fire medlemmer årligt. Når bestyrelsen er valgt, skal den konstituere sig inden en måned med formand, næstformand, sekretær og kasserer. Formand og kasserer bør ikke afgå på samme tid. I formandens forfald træder næstformanden i hans sted. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsesmøder afholdes så ofte, formanden finder det nødvendigt, eller når mindst halvdelen af bestyrelsen skriftligt stiller forlangende til formanden herom. Der føres protokol over de væsentligste punkter i forhandlingerne, som underskrives af de tilstedeværende.
Ovenstående I formandens forfald træder næstformanden i hans sted ændres til: I formandens forfald tiltræder næstformanden.
6. Økonomiske forhold:
Regnskabsåret følger kalenderåret. Kassereren opkræver kontingentet og fører årsregnskabet dokumenteret med bilag ud fra á jour medlemslister. Foreningens pengebeholdning skal indestå på bankkonto. Kasserer og Formand har adgang til foreningens konti.
Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af Formanden og Kassereren i forening. Bestyrelsen er ansvarlig over for Generalforsamlingen for regnskab og budget. Regnskabet revideres af de på Generalforsamlingen valgte revisorer.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtigelser, der påhviler foreningen.
Ovenstående Kassereren opkræver kontingentet og fører årsregnskabet dokumenteret med bilag ud fra á jour medlemslister. Foreningens pengebeholdning skal indestå på bankkonto ændres til: Kassereren opkræver kontingentet og fører årsregnskabet – dokumenteret med bilag og ajourført medlemsliste. Foreningens pengebeholdning skal indestå på bankkonto, bortset fra en passende kontantbeholdning til den daglige drift.
Ovenstående Bestyrelsen er ansvarlig over for Generalforsamlingen for regnskab og budget ændres til: Bestyrelsen er ansvarlig overfor Generalforsamlingen for regnskab og fremlæggelse af budget.
7. Generalforsamling:
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år den sidste tirsdag i april måned og indvarsles senest fjorten dage forud med fremsendelse til medlemmerne af dagsorden samt revideret regnskab og forslag til fastsættelse af kontingent. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må være formanden i hænde senest otte dage før generalforsamlingen. Generalforsamlingen vælger en dirigent til at lede denne. Formand og kasserer aflægger beretning og revideret regnskab til godkendelse. Der foretages valg af to suppleanter til bestyrelsen samt to revisorer, der alle vælges for ét år. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, undtaget de tilfælde, hvor der er foreslået lovændringer. Der kræves da, at mindst halvdelen af medlemmerne er tilstede. Såfremt dette ikke er tilfældet, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling inden fjorten dage, og den er så beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte.
8. Ekstraordinær Generalforsamling:
Bestyrelsen kan til enhver tid indkalde til ekstraordinær generalforsamling med angivelse af motiveret dagsorden. Bestyrelsen skal indkalde til ekstraordinær generalforsamling, såfremt der indsendes skriftlig anmodning derom, underskrevet af mindst én tredjedel af medlemmerne. Den ekstraordinære generalforsamling skal indkaldes med otte dages varsel og skal finde sted senest fjorten dage efter anmodningens modtagelse.
9. Afstemning:
Afstemninger på såvel ordinær som ekstraordinære generalforsamlinger og bestyrelsesmøder afgøres ved simpelt flertal. Hvis stemmerne står lige, gør formandens stemme udslaget. Anmodning om skriftlig afstemning skal følges. Valg til bestyrelse afgøres efter begrebet simpelt relativt flertal. I tilfælde af, at der opstilles flere kandidater, end der er brug for, udleveres der stemmesedler til alle stemmeberettigede. Der må på stemmesedlen højst skrives et antal navne svarende til det antal kandidater, der skal bruges til bestyrelsen. Afgivelse af stemme ved fuldmagt kan ikke finde sted.
10. Foreningens ophævelse:
Ophævelse af foreningen kan kun ske, når det vedtages på to efter hinanden følgende generalforsamlinger. Ved ophævelse af foreningen overgår eventuelle ejendele til Hornbæk Havn.
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling i Hornbæk, fredag den 07.05.1976.
Lovene korrigeret på ekstraordinær generalforsamling den 24.04.1979.
Lovene korrigeret på generalforsamling den 28.04.1982.
Lovene korrigeret på ekstraordinær generalforsamling den 30.04.1998.
Lovene korrigeret på ekstraordinær generalforsamling den 24.04 2018
Lovene korrigeret på generalforsamling den 29.09.2020.
5) Fastsættelse af kontingent for 2025. Bestyrelsen foreslår uændret kr. 300,-.
6) Valg:
Valg til bestyrelsen for 2 år:
Peter Bonne Rasmussen: modtager genvalg
Frits Janum: modtager genvalg
Ulla Skytte: modtager genvalg
Per Kragh: modtager genvalg (indtrådt i bestyrelsen i 2023 i stedet for Marianne Bech Nielsen)
Valg af 2 suppleanter for 1 år:
Henrik Rademacher: modtager genvalg
Bestyrelsen anbefaler: Michael Sørensen
Valg af 2 revisorer for 1 år:
Torben Fritzbøger: modtager genvalg
Ulrich Hjorth-Moritzsen: modtager genvalg
7) Eventuelt
Vel mødt i Hornbæk Havneforening. HUSK det kun er medlemmer, der har betalt kontingent for 2024, der kan deltage i generalforsamlingen.
INDKALDELSE TIL EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING I HORNBÆK HAVNEFORENING
Tirsdag den 30. april 2024, efter den ordinære generalforsamling.
Dagsorden:
1) Valg af dirigent.
2) Forslag til vedtægtsændringer – Se punkt 4) Indkomne forslag i ovennævnte indkaldelse
Vel mødt i Hornbæk Havneforening. HUSK det kun er medlemmer, der har betalt kontingent for 2024, der kan deltage i den ekstraordinære generalforsamling.