P.S.Krøyer kom til Hornbæk i 1873. Den unge mand blev hurtigt venner med fiskerne. Det er raderingen fra 1876 et fint udtryk for. Det originale maleri hænger på Holsteinsborg. Blandt fiskerne er de to brødre Hul, hvoraf den ene druknede ved Kullen i 1886. Peder Andersen (Store Bjørn) læner sig mod plankeværket. P.S.Krøyer boede ofte hos familien Andersen. Huset findes endnu, mange tror "Store Bjørns hus" ligger ved Søstrene Olsen , men dette er ikke tilfældet. Ejendommen på hjørnet af Øresundsvej og Havnevej ejes idag af Harry Duus. P.S.Krøyer var også med ude at fiske med Store Bjørn, som det ses på maleriet "Sildefangst" fra 1876. (Hirschsprungs samling) I 1891 var kunstneren i Hornbæk for sidste gang, og da om vinteren i Lochers hus, for om sommeren var Hornbæk overrendt af Turister...
Carl Neumann var i Hornbæk i 1859 sammen med C.F.Sørensen. Det bedste billede fra den sommer blev "Fiskere ved stokken". Motivet blev landskendt i 1862, da Neumann raderede det til Illustreret Tidende "Stokken" i Hornbæk var et par bænke godt i læ, hvorfra man kunne holde øje med alt og alle. På billedet ses også indsamlingsbøssen til kirken, kaldet kirkeblokken.Den er forsynet med en tavle af Hornbæk kirke, dette maleri er desværre gået tabt. Bagved ses en galionsfigur og ilanddrevne skibsnavneskilte: S PEDRO og HAABET.
Desværre er genstandene siden forsvundet.Gilleleje museum har opstillet en tro kopi af "stokken", her kan også ses gamle Hornbæksmakker, f.eks en Bergensjolle fra 1845. Trykket fra Illustreret Tidende 1862 hang før i mange Hornbækhjem, men er nu en stor sjældenhed. Det skal lige bemærkes, at der er blæktegnet "1865" under billedet i Havneforeningen. Dette er formentlig en huskefejl.
Tegning af P.S. Krøyer : Peder Andersen
Radering af P.S. Krøyer
P.S. Krøyer : Fiskere ved Stokken 1876
Radering af C. Neumann
C. Neumann : Fiskere ved Stokken 1862
 Broens tag på et skib kaldes Monkey Island. Midtfor står stadig et nødkompas. Dette er stort set mage til gamle dages nathuse. De to jernkugler på hver side af huset kan justeres for korrekt visning, alt efter deviationen. Bemærk lygtehuset foroven til højre. Det kaster lys ind på kompasrosen. Nathuset er skænket af J.P.Christiansen, som ejede hotel "Marina". Det var uden kompas, men dette blev skaffet af Kalle Schneider, fiskehandler i Hornbæk. Den ene jernkugle manglede også, en ny kugle blev drejet på en SNC-maskine på HV-Turbo, Helsingør værft. Desværre har det ikke været muligt at finde ud af, fra hvilket skib nathuset stammer. Hvis nogen ved det, hører vi meget gerne herom.
Nathus fra et ukendt skib.
Nathus fra skib
 Dette lille kunstfotografi er ganske specielt. Det er et aftryk af et glaspladenegativ fra fotografiets barndom. I årene omkring 1890 opholdt den brasilianskfødte tysker Arthur Vienna de Lima sig i Hornbæk. Han var naturfilosof og matematiker. Det vides, at han boede på "Sømands Hvile". Hans fotografier fra Hornbæk blev udgivet i 4 kunstmapper i Berlin 1890. Titlen var: Nach der Natur-Momentbilder. Fotografierne vakte stort bifald i kunstkyndige kredse. Disse mapper har fra det kgl. bibliotek forgæves været eftersøgt over hele Europa, men synes gået tabt. Der er bevaret et samleark i Hornbæk med motiver fra havnen og ved stranden. Usikre efterretninger vil vide, at de originale glasplader endte i Hornbæk. De synes at være gået tabt under 2. verdenskrig. I forordet til kunstmapperne stod der bl.a: Lad da disse billeder udgå i verden og prædike deres nye evangelium om fotografiet som Kunst.. Lokalhistoriker Karl Rønne sluttede sit notat om de Lima således:
De forsvundne billeder må skønnes at være ikke alene af kultur-og lokalhistorisk interesse, men også af kunsthistorisk værdi, så enhver yderligere oplysning om A. de Lima vil være meget velkommen... Hermed er bolden givet videre. Havneforeningens foto er blandt nogle ganske få, som hang i gamle Hornbækhjem.
Kilde: Hornbækegnens lokalhistoriske forening, notat 076
Kunstfoto af de Lima 1890
Kunstfoto af de Lima 1890
Denne specielle potte står på en hylde i Havneforeningen. Strækningen mellem Helsingør og Kullen har altid været en motorvej for skibe. For fiskerne i de små joller var der altid risiko for at blive sejlet ned, særlig om natten eller i tåget vejr. Potten er lavet af zink og har været malet orange som nødudstyr. Hvis jollen var i fare for at blive sejlet ned af et stort skib, tog man potten og hældte tran eller petrolium i den. Når man løfter låget med håndtag på, ser man en svamp, surret med ståltråd.
Den tændte man ild i. Derefter viftede fiskeren så med faklen i håbet om at blive lagt mærke til, før det var for sent...
Lyspotte fra Smakkejolle
Lyspotte fra Smakkejolle
 I loftet i havneforeningen hænger gamle sejl. De stammer fra smakkejollen Humle, som lå i Hornbæk havn fra 1926 og til 1997, hvor Niels Munk døde. På akvarellen ses Humle med Niels Munk ved rorpinden. I baggrunden anes smakkejollen  Silden  Humle blev f.eks brugt til at slæbe hyttefade ind til fiskehuset med, da Poul Munk ejede dette. Humle har deltaget i mange kapsejladser, arrangeret af Foreningen til Sprydstagens Forevigelse, og har vundet Fisker Collatz ærespokal for den mest originale rigning. Humle har været udstillet på Marienlyst slot. Den er nu halet på land og bruges som legeredskab på Hornbæk skole.
Humles Sejl
Humles Sejl
København var Danmarks største skoleskib. En meget smuk femmastet bark, toppunktet i sejlskibenes udvikling.
På billedet ses de mange råsejl, som krævede en meget stor besætning. I 1928 gik det galt i stillehavet omkring 40 grader sydlig bredde. København forsvandt med mand og mus, som man siger. Forliset vakte stor opsigt i samtiden, fordi man ikke fandt det mindste spor eller nogen forklaring på forliset. 40 grader Syd i Stillehavet er kendt som det farligste farvand på planeten. Der blev malet mange malerier i årene efter, havneforeningens er et fint eksemplar og et typisk marinebillede. Det stammer fra ca. 1932. På signaturen i højre hjørne står P. Pedersen. Peder Christian Pedersen var en døv maler, i øvrigt meget talentfuld, der brugte størstedelen af sit kunstnerliv på at male ca. 10.000 billeder af skoleskibet København og nogle af Skoleskibet Danmark. På mange af billederne viste han skoleskibene med forskellig sejlføring, og han bestræbte sig på ikke at male 2 billeder ens. (!)  Disse oplysninger er modtaget af Michael Morton. For yderligere oplysninger om PC. Pedersen henvises til Struer Museum:
www.struermuseum.dk  Dette maleri og et tilsvarende af skoleskibet "Danmark" er skænket af grovsmed Marius Stenstrup Pedersen, Holmegårdsvej. Han stammede fra Stenstrupgård.
Maleri af
Maleri af "København"
 Ole Fritzen har nylig undersøgt historien bag billedet. Den blev trykt i en særudgave af "Hornbækegnen" august 2000. Vi bringer et sammendrag af artiklen:

Billedet viser de tre fiskekvaser YRSA, URANIA og HAABET med besætninger samt distrikslægen August Thierry til venstre og sønnen Raymond til højre. Hvert besætningsmedlem fik et billede som tak for redningen. Ved juletid 1899 lettede 3 Hornbæk fiskekvaser som lå ved Anholt for at lede efter Thierrys søn Raymond, som var drevet til søs i en jolle. Den yngste søn var kommet hjem på juleferie og så forlæst og overanstrengt ud. I den tilstand gik han omkring på øen og kom en dag ned ved havnen. Her satte han sig tankeløst i en jolle, løsnede fortøjningen og lod sig drive til søs uden årer, kun med en bådshage ombord. Det var dårligt vejr, så jollen forsvandt hurtigt, uden det blev bemærket. Inde på land begyndte man snart at savne den unge mand og man gav sig til at søge efter ham, men det var forgæves. Første næste morgen blev det opdaget, at den lille jolle var borte, og øjeblikkelig gik de tre kvaser ud for at afsøge farvandet, hvor vind og strøm skønnedes at have ført jollen hen. HAABET med Jens Kornelius Jensen som kaptajn fandt jollen drivende med Raymond, der havde forsøgt at styre med sin bådshage. Fiskeriinspektionsdamperen "Hauch" observerede Hornbækfiskerne som havde flag på nokken og jollen på slæb. Raymond blev sejlet tilbage til Anholt med "Hauch", kom sig hurtigt og kunne genoptage sine studier. I taknemmelighed over sin forkomne søns hjemvenden rejste dr.Thierry et 3 meter højt trækors tæt ved lægeboligen i Anholt by. Jollen blev placeret ved korset som en gave til dr.Thierry. Da lægefamilien senere flyttede til Gilleleje, ønskede kammerherreinde von der Maase at få det kæmpe monument væk. Korset blev slæbt ud til sydstranden og rejst på kistehøj, hvor resterne stadig kan ses. Så vidt Ole Fritzens oplysninger. Han nævner, at lægen var meget indremissionsk, hvilket også fremgår af talrige bibelcitater i randen af billedet. Ole Fritzen besøgte også Anholt, hvor det viste sig at historien deroppe var fuldstændig glemt. Han forærede et billede til Anholt lokalhistoriske Museum og Anholt redningsstation. Ikke så mange ved, at Hornbæk og Anholt havde tæt forbindelse efter søkrigene 1807-1814. Under krigen blev Anholt besat af Englænderne. Det var derfor vigtigt at holde forbindelse hele året rundt. Den første postrute gik fra Hornbæk til Anholt i al slags vejr. Den mest berømte post var Store Bjørn som havde ret til at føre splitflag på båden "Danmark". Efter Peder Andersens død blev posten ført videre af broderen, som naturligvis hed Lillebjørn...

Redningen ved Anholt
Redningen ved Anholt
 Jernet har været en del af skroget på skoleskibet "Danmark"

Stumpen stammer fra en reparation på Helsingør Værft i 1993. Der blev lavet tre interessante udskæringer i skoleskibets skrog, et til kaptajnen, et til skibsinspektøren og et til smeden selv. Giveren Jesper Madsen har betinget sig, at hvis Havneforeningen går nedenom og hjem, så vil han have stumpen tilbage. Det er der ingen grund til at frygte. Havneforeningen har både et indrammet fotografi og et rigtigt maleri af Danmark hængende på væggene i forvejen. Desuden kan de gamle i Hornbæk Havneforening udtale sig om det fine nittearbejde, som blev lavet i 1933 på Nakskov skibsværft, hvor skoleskibet blev bygget. Nitterne er anbragt i rækker og ikke som senere i forbandt. På bagsiden (indersiden) kan man også se det fine stemmearbejde, der er lavet efter nitningen. Stumpen vejer godt 5 kg og er på størrelse med en A4 side. Man kan tydeligt se tæringen fra 60 år i søen, men indeni er prøven så solid og ren som helt nyt jern, også der, hvor pladerne mødes på klink. Havneforeningen føjer dermed endnu et klenodie til sin samling. Helt upåagtet er foreningen blevet til Hornbæks førende museum, hvad angår maritime fortidslevn fra dengang, der var jernmænd ombord i træskibe. Stumpen er skåret ud af bagbords midtskibs kiming, hvad det så kan betyde?

Steen Guttknecht - næstformand i Hornbæk Bådeklub - har givet os denne forklaring om kimingen:

Stålskibe: Kanten, rundingen, på skibssiden mellem bund og side udvendig og indvendig. Det stykke af bunden fra kølen gennem rundingen til skibssiden bliver lodret. Samt den dybeste del af skibet indvendig.
Træskibe: Området - cirka en meter - på hver side af det punkt, som et skib vil røre grunden med, når det lægger sig på siden støttende på kølen og det her definerede område.

Jernpladen fra
Jernpladen fra "Danmark"
 I en garage på kirkevej i Hornbæk stod en usædvanlig kiste, som nær var røget ud til storskrald. Heldigvis blev den reddet af en skarpsindig nabo. Indtil 1857 skulle alle skibe stoppe op ved Kronborg, omtrent som bilister nu skal gøre det ved Øresundsbroen. Der skulle betales afgift, øresundstold. Mange gange lå sejlskibene tæt i Hornbækbugten for at vente på gunstig vind, enten for at komme ind i Øresund eller for at komme op i Kattegat.
Disse skibe kom ofte langvejs fra, f.eks. fra Ostindien. Søfolkene udefra var syge efter friske fødevarer. Man kan sammenligne det med serveringen i charterflyet på vej hjem fra Tenerife eller Kreta i vor tid. Hvad serverer stewardesserne ? Rugbrød, leverpostej og spegepølse med sild til forret. Så dansk som noget, og man spiser det med tårer i øjnene efter kun 14 dage på fremmed kost og så er det lige meget, at det er pakket ind i plastic.
En kadrejer var således en lokal fisker , som forstod at udnytte denne længsel efter hjemlig føde. Nogle mener oven i købet, at kadrejerkisten sad i Store Bjørns smakkejolle, men dette er ikke tilfældet. En samtale med den godt 90-årige Birgitte Berg Hansen bragte klarhed over sagen. Hun arvede huset efter sin faster, som hed Marie munk Petersen. Marie var igen datter af Jens Pedersen Munk, som vendte tilbage fra krigen i 1864 og byggede huset omkring 1867.Det er altså den kendte Munkeslægt i Hornbæk, som ejede huset på det tidspunkt, da kisten blev stillet på loftet. Dens særlige facon med de skrå ender viser at det ikke er en almindelig skibskiste. Den har været beregnet til at anbringes i en jolle, formentlig lige bag masten. Fiskerne lavede underhåndsaftaler med de lokale Købmænd, når de store sejlskibe måtte ankre i Hornbækbugten og vente på vind. På den måde kunne hurtige leverancer af almindelig rugbrød og spegepølse indbringe betydelige summer til det lille fiskerleje.Alle husene i den gamle bydel i Hornbæk er efterhånden renoveret i alle ender og kanter, så der skal held til at finde noget fra tiden som fiskerleje på lofterne. For nogle år siden fik undertegnede en 1. Udgave af Jens Kusk Jensens " Haandbog i Praktisk Sømandsskab" forærende af Søren Bang. De to uerstattelige bind lå på et loft på Ole Piisvej.Men også gulve kan nu også gøre det. For nogle år siden fandt man strøer af det eksotiske teaktræ under et gulv på Willemoesvej . Strøerne var så sjældne, at det lykkedes at spore oprindelsen til Ostindienfarergrunden udfor Gilleleje og årstallet 1797. Strøerne stammede fra planker i det forliste skib " Cronborg", men det er en helt anden historie.

Kadrejerkisten

KADREJERKISTE
aaaaaaaaaaaaiii