Bådebygger Per Silldorff, født 1936 og opvokset på Havnevej 12, trådte sine barnesko i Hornbæk Havn. I 1952 kom han i lære på Hornbæk Bådebyggeri og var senere en af initiativtagerne til dannelsen af Hornbæk Havneforening. På den stiftende generalforsamling den 7. maj 1976 blev han valgt som foreningens første formand. I anledning af Hornbæk Havneforenings 25 års jubilæum har den nuværende bestyrelse bedt Per Silldorff fortælle historien bag Hornbæk Havneforening.

Nu skulle alle betale
Lejen for bådepladserne blev sat op, og bestyrelsen for Hornbæk Havn indførte “brugerbetaling” på flere områder. Per Silldorff fortæller: -De fiskere, som havde kuttere i havnen, havde også skure på land. Tidligere, når man havde en båd, så byggede man sig et skur til sine redskaber. Der var ikke nogen struktur, man byggede sit skur, hvor der var plads og spurgte ikke nogen. Pludselig skete så det, at man skulle betale leje for sit skur. Alle var godt klar over, at det var nødvendigt med penge til havnen, og derfor var der ikke den store utilfredshed blandt fiskerne. Dog syntes fiskehandler Poul Munk ikke om ideen. Han var tosset på Marius Olsen, for der var også indført leje på fiskehuset. Det havde der heller ikke været tidligere. Begrebet fritidsfiskere kendte man ikke dengang. Der var masser af dem, men de havde ingen skure som sådan, de var her bare. Og det med lystbåde var ikke rigtigt begyndt endnu.

Sigurds girokort
-Da murermester Poul Fritzen overtog formandsposten for Hornbæk Havn i 1970, skete der igen en hel masse på havnen. Han betød meget for havnen. Men der skete også mange ting, som ikke alle syntes om, bl.a. skurlejen. Sigurd og Albert Munk, som var brødre til fiskehandler Poul Munk, havde haft snorrevodsbåden Marie og et dertil hørende skur, og fik som alle andre et girokort ind af døren til betaling af skurleje, men den var de ikke med på. Der gik lang tid, og Poul Fritzen besluttede så efter tre rykkere at sætte dem ud af skuret. Uden at vide noget om sagen kom vi en dag ind i Sigurds skur. Han var nu alene om skuret. Albert var kommet på plejehjem. Vi sad og fik en pilsner og kunne godt mærke, at han ikke havde det godt. Han var begyndt at pakke skuret, -Hvad er der galt Sigurd? spurgte vi. -Der er det galt, at jeg er blevet sagt op i skuret, fordi jeg ikke har betalt. Han var helt ude af den. Vi andre havde jo betalt for vores skure, men Sigurd var af den gamle skole. Han var erhvervsfisker og havde aldrig betalt for sit skur og kunne heller ikke forstå, hvorfor han nu lige pludselig skulle det, fordi Poul Fritzen var blevet formand for havnen. Poul Fritzen havde retten på sin side og kommunen i ryggen, så hans handling var i orden – men. -Vi sad så og snakkede alle sammen under ruffet. Ruffet er et halvtag, som var i forbindelse med havnens eget skur, hvori havnens grej blev opbevaret. Skuret havde i sin tid stået på et skib, som man engang havde bjærget, og på et skib hedder det et ruf. Der var blevet bygget et halvtag på, og så var der det bord, hvor vi stod og klarede garn på. Ruffet lå lige udenfor Sigurds skur. Snakken gik hurtigt. Alle var enige om, hvor forfærdeligt det var, at Sigurd var smidt ud af havnen, og der kom mange ideer til, hvordan vi kunne gribe situationen an. Da snakken var på sit højeste, kunne jeg godt mærke, at det ingen vegne førte, og jeg sagde til de andre, at nu kørte jeg op til Poul Fritzen og tog en snak med ham, om det kunne være meningen, at han ville jage en gammel fisker, som havde haft hele sit liv der, ud havnen. Jeg havde også en snak med Sigurds kone, som fortalte, at Sigurd var nu så skuffet og tosset, at han ville flytte fra byen.

Det afgørende møde
-Jeg kørte hjem til Poul Fritzen og spurgte, om det var hans alvor, at smide Sigurd ud af sit skur og gjorde ham opmærksom på, at vi nede på havnen var blevet enige om, at hvis det skete, så sammenkaldte vi til et borgermøde. -Det er store ord, sagde Poul Fritzen så. -Jamen ikke desto mindre så gør vi det, svarede jeg, -og jeg tror ikke, det er en god sag for dig her i Hornbæk. Alle kendte jo Sigurd og holdt meget af ham. Så snakkede vi frem og tilbage, og pludselig sagde han, at han godt ville gå ned og snakke med folkene på havnen, men han ville kun forhandle med mig. Hvis I nu havde været en forening, så var det meget nemmere, så kunne jeg jo forhandle med den. Så svarede jeg: Ved du hvad Poul, sådan en har vi startet.

Denne samtale foregik den 17. marts 1976, så det var ikke helt sandt. Der var overhovedet ingen, der tidligere havde haft den idé. -Har I det? spurgte Poul Fritzen. Ja, svarede jeg igen, det har vi. Jamen, det er jo godt sagde han. Hvis jeg kan forhandle med dig, så lad os snakke om tingene. Så hev han en kasse øl frem og spurgte, om jeg ville have en bajer. Poul drak jo aldrig øl som sådan, men jeg sagde ja tak, og Poul sagde, ja, havnen betaler. Nåh, gør den det, det vil sige os selv, svarede jeg så, men jeg vil ikke sidde og drikke alene, så hvis ikke du også drikker én, så skal jeg heller ikke ha´ nogen. Så Poul Fritzen og jeg tog os en øl, og jeg kunne mærke, at han var ved at være varm, ikke mindst fordi han havde fået opfattelsen af, at vi havde en forening. Efter 2 ½ times snak kørte jeg tilbage til havnen. Og de, der sad under ruffet, da jeg kørte op til Fritzen, sad der stadig, da jeg kom tilbage. Deres kommentarer, da de så mig var: -Hvor fanden har du været henne? Du må have været på Bondegården, du kan da ikke have været oppe hos Poul i 2½ time. Jo, svarede jeg, og jeg har bl.a. fortalt ham, at vi har en forening, som vi jo vitterlig ikke har. Derhjemme snakkede Inge-Lise og jeg det igennem og blev enige om at ringe til nogle mennesker for at få lavet den forening, som ikke eksisterede. Jeg ringede bl.a. til Ole Bådebygger og hans kone, til Nikolaj Sneum og hans kone og et par andre og forklarede dem situationen. Vi mødtes samme aften hjemme hos Inge-Lise og mig og blev enige om med det samme at lave en forening. Næste dag gik vi på havnen og orienterede om, hvad vi var nået frem til. Der blev samlet underskrifter ind, både for den nye forening og for at Sigurd kunne beholde sit skur.

Stiftende generalforsamling
-Den stiftende generalforsamling afholdt vi i den store sal på Hornbæk Skole den 7. maj 1976, og der mødte mange mennesker op. Navnet på foreningen blev Hornbæk Havneforening. -Men inden da havde jeg samtidig forberedt mig på situationen, hvis Poul Fritzen alligevel ville have et borgermøde. Jeg kunne sgu ikke styre et sådant møde og havde derfor allieret mig med Villy Brauer, som dengang boede på Øresundsvej. Han lovede at stille op som ordstyrer, hvis det skulle komme dertil. Og i øvrigt kunne vi trække på ham med alle de andre formaliteter, der skulle til i denne sag. På mødet blev der valgt en bestyrelse, som skulle konstituere sig på et senere tidspunkt. Men så rejste Ejvind Hansen sig op og sagde, at han ikke gik, før vi havde fået en formand. Det var jo ikke lige tanken, at det skulle ske der, og det var slet ikke min tanke, at jeg skulle være formand. Bestyrelsen, der blev valgt, var Henning Pedersen, Børge Larsen, Kirsten Sneum, Carl Anker Jensen og mig.

Hornbæk Havneforenings formål blev også vedtaget: At varetage interesserne omkring havnen og for de mange med tilknytning til havnen.
I samarbejde med andre foreninger at søge miljøet omkring og på Hornbæk Havn bevaret.
At udøve oplysende virksomhed om sikkerhed til søs og afholdelse af fællessejladser og fiskekonkurrencer.
At styrke samarbejdet med de øvrige foreninger og organisationer, der har tilknytning til havnen, hvilket i praksis er Havnebestyrelsen og Hornbæk Bådeklub.

Hornbæk Havneforening en realitet
-Nu var foreningen en realitet, og Poul Fritzen måtte anerkende den, selvom han ikke troede på den i starten. Dertil skal siges, at vi faktisk havde et godt samarbejde. Nå, men nu skulle der udarbejdes love og vedtægter for foreningen, og det var vi jo ikke vant til, så vi var rundt på kysten og hente ideer. Vi diskuterede, hvad det var på havnen, vi gerne ville ha´ gjort noget ved, bl.a. sagen omkring skurene skulle der findes en løsning på. Problemet med Sigurds skur havde også udviklet sig til en større sag. Poul Fritzen tilbød os 500 kr. for skuret, ellers kunne vi bare fjerne det. -Du kan da ikke bare vurdere det til 500 kr., svarede vi -Nå, sagde Fritzen, men så tager jeg en vurderingsmand, og det kan I også gøre. Han tog Verner Larsen og foreslog, at Havneforeningen valgte Nicolai Sneum. Dette lidt specielle møde blev holdt kl. 6.00 om morgenen. Solen skinnede, og vi holdt en lille andagt med en Gammel Dansk. Vi fra Havneforeningen foreslog de to vurderingsmænd at gå rundt om skuret og så mødes og fortælle, hvad de hver især var kommet frem til, og hvis de begge var kommet frem til f.eks. 5.000 kr., ja så måtte det jo være prisen. Poul Fritzen kom til at betale 5.000 kr. for skuret.

Dog var alle enige om, at Sigurds skur var for stort til én mand, så det blev delt således, at Sigurd beholdt den østre halvdel, og bådeklubben fik den vestre del.

Der var nu faldet ro over havnen, og den nystiftede forening, Hornbæk Havneforening, skulle i gang med at etablere sig. Udover samarbejdet med de øvrige foreninger på havnen, skulle der gang i medlemsaktiviteterne.